Beretning 2009

Så er der endnu gået et år i A/B Tårnparken. Et år med mange forskellige arbejdsopgaver for bestyrelsen.

En af de vigtige opgaver sidste år var at finde en permanent løsning på vores viceværtproblem. Vi havde valgt at ansætte Kim Hansen som vikar, og vi blev efterhånden så glade for Kim, at vi valgte at fastansætte ham. Kim har blandt andet stået for en kraftig nedskæring af vores grønne områder. En meget tiltrængt fornyelse af vores område. Endvidere har Kim malet både vores skraldeskure og havemøbler, så de nu fremstår i en varm rød farve.

Når vi ellers kigger på vores områder, har vi nu afsluttet udskiftningen af asfalt med græs foran nr. 27 og desuden omlagt en forfalden tørregård til et grønt område med træer.

Lågen ud mod Vindingevej ved blok 10 er også langt om længe ændret, sådan at alle beboere nu kan låse lågen, så vi kan undgå den uønskede trafik. Derfor vil bestyrelsen gerne opfordre jer alle sammen til at bruge låsen, hvortil I har adgang med jeres hoveddørsnøgle.

Andre vigtige opgaver har været at få styr på placering af vores postkasser, som jo nu er et lovkrav. På grund af leveranceproblemer fra producenten fik vi dispensation fra PostDanmark til fortsat at modtage post i vores brevsprækker. Til gengæld er postkasserne nu for længst modtaget og vi kan færdiggøre projektet, som har afventet at vinteren skulle slippe sit hårde greb i jorden. Placeringen af postkasserne har vi valgt at være inde langs husmuren på stativer.

Vi er i øjeblikket ved at få udbedret fejl og mangler fra vores efterhånden berømte rørprojekt i blok 17-27 og blok 10. Vi har været rundt og identificeret de kendte mangler og er i gang med at rette op på det.

Foreningen har skiftet leverandør af trappevask, idet vores daværende efterhånden var af så ringe stand, at vi ikke så anden udvej end at skifte. Nu har vi indgået aftale med Nybo Erhvervsrengøring. Et samarbejde vi har høje forventninger til.

Vi har i foreningen haft vores hjemmeside, taarnparken.dk, kørende i en periode men har endnu ikke fået den til at køre optimalt. Det skyldes bl.a. en lidt kraftig afgang af bestyrelsesmedlemmer, som desværre også har betydet, at vi ikke har nået alle de opgaver, vi selv havde forventet. Vi arbejder naturligvis videre med hjemmesiden, da vi tror på denne form for kommunikation.

I år oplever vi et kraftigt fald i andelsværdien. Det er ikke den store overraskelse, at vi også falder i værdi i kølvandet på først en finanskrise og dernæst en økonomisk krise. Det har hele tiden været sådan, at fra den dag, hvor vi her i foreningen skiftede princip fra ejendomsvurdering til valuarvurdering, har vi har haft en risiko for at opleve både op- og nedture i vores andelsværdi. Denne gang er det ekstra voldsomt, og vi har i bestyrelsen gjort alt hvad vi kunne for at prøve at formindske faldet mest muligt. Det vil vi orientere nærmere om i gennemgangen af regnskabet og værdiansættelsen af vores andelsværdi. Det eneste vi kan være sikre på i fremtiden, er at vores risiko for disse op- og nedture vil bestå.

Kigger vi på antallet af handler i foreningen i det forgangne år, er der foretaget 23, hvoraf nogle er sammenlægninger af lejligheder, så vi på nuværende tidspunkt har 15 sammenlagte lejligheder. På grund af finanskrisen er det vanskeligt for købere at opnå lån til køb af andelslejligheder, og i år har foreningen oplevet, at det har været vanskeligere for andelshaverne at sælge deres lejlighed. Retter vi blikket mod vores ventelister er der fortsat mange på både vores interne og eksterne venteliste, så fremtiden for handler burde se lys ud.

Vores driftsøkonomi er igen i år god, men vi vil i bestyrelsen naturligvis foretage de nødvendige justeringer på husleje og kabelafgift, hvis det skulle blive aktuelt. Mange omkostninger stiger i disse år, og vi vil stadig gerne have muligheden for at kunne drive en økonomisk sund forening til gavn for alle andelshavere.

Af fremtidige projekter kan nævnes, at vi skal have lagt ny asfalt foran blok 17-27 og 29-39. Denne udskiftning af asfalt har afventet renovering af trappenedgange på begge blokke, men da de nu også er udskiftet, kan vi således komme videre.  Denne renovering skal i øvrigt også koordineres med opsætning af postkasserne.

Vi arbejder også p.t. med vores vestfacader, som nu har været udsat for boreprøver, og deraf følgende rapport, som viste et behov for reparation/udskiftning indenfor de næste 5 år. Ellers vil vi opleve store problemer med facaden. Hvorvidt det ender med en udskiftning af facaden eller udbygning af altanerne ved vi på nuværende tidspunkt ikke. Det afhænger naturligvis af mulighederne og den deraf følgende økonomi. Så langt er vi dog slet ikke nået endnu. Der vil naturligvis blive informeret, når processen er nået dertil.

Afslutningsvis skal vi i bestyrelsen endnu engang på det kraftigste opfordre til ikke at benytte vores fællesarealer til at hensætte forskellige ting og sager på, som i stedet skal bringes direkte til genbrugspladsen. Det er naturligvis meget uacceptabelt at denne trafik fortsætter i uformindsket styrke. Dels er det forbudt dels er det direkte brandfarligt at fylde fællesarealer op med disse ting.