Beretning 2010

Nu er endnu et år gået og det er tid til A/B Tårnparkens generalforsamling og en opsummering af året der er gået.

Da frosten endelig slap sit greb i jorden i løbet af marts, blev der etableret postkasser. Som skrevet i beretningen fra 2010, var vi i dialog med PostDanmark og arbejdstilsynet, om placeringer og muligheder. Det viste sig dog, at vi kun havde en mulighed, nemlig at følge loven og sætte postkasserne op langs husmuren, hvis vi fremover ønskede at modtage post. Derfor var vi nødsaget til at fjerne et af de to cykelstativer ved hver opgang. Det gav en del spørgsmål fra beboere, der ikke mente, at et cykelstativ pr. opgang var nok.

Det blev dog bemærket at der stod flere efterladte cykler i stativerne, så der blev iværksat en oprydning og fjernelse af disse. Det gav en del plads, men vi vil stadig opfordre til, at man benytter cykelkælderen. Derudover kan man også benytte et af de andre cykelstativer, hvis det ved ens opgang er fyldt, så vi undgår cykler placeret foran postkasserne.

Udbedringerne efter rørprojektet er nu afsluttet.
Det har været en stor opgave og en lang process at få dette afsluttet. Som det sidste er vand og varme rørerne i kælderen blevet isolerede. Viceværten, Kim har efterfølgende malet alle kældrene, så de nu står flotte og hvide.

I det forgangene år har vi desværre igen haft besøg af ubudne gæster i kældrene. Det er i flere omgange gået hårdt ud over dørene i gavlene, som efterfølgende har været afspærrede i længere tid. Det er desværre sådan, at før vi kan få skaderne udbedrede, er vi nødsaget til af afspærre indtil politi og forsikringsselskab har besigtiget skaderne. Det skal nævnes at kældrene hver gang blev gennemgået, og der ikke har været indbrud i nogen kælderrum.

Men vi vil igen indskærpe overfor alle beboere, at der ikke må stilles ting i gangene i kældrene, både på grund af brandfare, men også så det ikke er interessant for indbrudstyve at trænge ind.

Tørregården ved blok 29-39 var i så dårlig stand, at træet ikke kunne redes, så vi valgte at rive den ned og bygge en ny op. Arbejdet blev udført af Kim sammen med en venlig beboer, så vi sparede tømrerudgifterne. Når vejret bliver til det, vil tørregården blive malet.

Samtidig blev der sat lås på tørregården, da der har været flere episoder med tøj der forsvinder. Det er Jeres hoveddørsnøgle der passer til denne. Alle beboere i blok 17-27 og 29-39 er velkomne til at benytte tørregården.

I samme forbindelse blev et mindre asfaltområde ved blok 29-39 fjernet. Der vil i løbet af 2011 blive sået græs og buske.

Kim har fået udvidet op/nedkørselen i gavlen på blok 29-39, så det nu er lettere at køre maskinerne ud og ind af kælderen.

2010 blev året hvor www.taarnparken.dk kom rigtig op at køre.
Der er blevet lagt billeder ind af vores ejendomme og omgivelser, beretninger, regnskaber, formularer og tegninger til brug ved sammenlægninger, generel information, samt opdaterede vedtægter i printervenlige udgave, som kan printes ud til Jeres andelsmappe.

Frem over vil flere og flere informationer komme på hjemmesiden, i printervenlige udgaver. Derved kan vi spare mange penge på kuverter og frimærker. Der vil blive lagt kopier hos viceværten, så også beboere uden computer eller internet får adgang til disse informationer. Vi vil informere yderligere, når vi for alvor går i gang med denne fremgangsmåde.

Der er hængt opslag i alle opgange ang. rygeforbud. Det skal pointeres, at det ifølge A/B Tårnparkens husorden og dansk lovgivning ikke er tilladt at ryge i opgange og kældre.

Samtidig skal det nævnes at det ikke accepteres, at der kastes cigaretskodder eller andet ud over altanerne og ud af vinduerne. Det er noget svineri og ikke en opgave for hverken vicevært eller andre at samle op.

Ved den ekstraordinære generalforsamling d. 24/6 2010 fik bestyrelsen bemyndigelse til at omlægge foreningens 5%  til et 4% obligationslån, hvilken blev effektueret i september måned samme år.

Hvad angår salg af lejligheder, ser vi tydelige beviser på den afmatning af markedet, som finanskrisen har været skyld i. Dels er vores lejligheder faldet i pris igen i 2010 og mange afventer derfor med at sælge, og dels er der ikke så mange på venteliste som tidligere år. Der har i 2010 i alt været ejerskifte på 16 lejligheder hvoraf en af disse var salg til sammenlægning. Det bringer os op på 15 sammenlagte lejligheder.

Årets valuarvurdering ser positiv ud, der er en minimal stigning af vurderingen, som det fremgår af regnskabet. Det er desværre ikke en så stor stigning, som de fald vi har oplevet de sidste par år, men det kan være en indikation om, at den negative udvikling er stoppet. Lad os glæde os over, at der i år er fremgang at spore.

Under det årlige administrator tjek, har bestyrelsen i år vurderet, at samarbejdet med advokat Elisa Boelskifte, har udviklet sig til at være ikke tilfredsstillende. De senere år har bestyrelsen følt, at vi i højere og højre grad har måttet overtage opgaver, der ligger under det administrative arbejde. Yderligere skal nævnes at administrationshonorar fra 2011 er blevet momspligtigt, hvilket vil betyde en væsentlig forhøjning af honoraret. Vi må derfor indstille til generalforsamlingen, at advokat Elisa Boelskifte ikke bliver genvalgt som foreningens administrator, da det af ovennævnte årsager er blevet et meget stort arbejde at sidde i bestyrelsen for A/B Tårnparken. Det er en enig bestyrelse der står bag denne indstilling.

Til at hjælpe med administrator tjek, har vi fået støtte fra to af foreningens tidligere formænd, Michael Schnabelrauch og Henrik Jensen. De to har med bestyrelsens sammentygge, undersøgt markedet og mulighederne for et administratorskifte og bestyrelsen vil på generalforsamlingen fremlægge mere herom.

Det skal nævnes, at vi på grund af det meget arbejder og rigtig mange møder, i år har mistet 2 bestyrelsesmedlemmer, da Michael Møller og Carsten Schaal har valgt at trække sig. Jens Ellebæk, der ellers var suppleant har valgt at tage plads i bestyrelsen.

Af kommende projekter arbejder bestyrelsen på en løsning, så vi kan få renoveret vest facaderne. På nuværende tidspunkt vurderes det, at brystninger er i så dårlige stand, at en renovering ikke vil kunne betale sig. Vi arbejder på flere forskellige løsninger, enten at få de eksisterende altaner glaslukket eller muligvis udvidet. I samme ombæring undersøger vi hvad det vil koste, at få monteret altaner på blok 10, så alle 3 blokke fremstår med samme udtryk. Vi håber meget på at kunne kalde samme til en ekstraordinær generalforsamling, inden udgangen af 2011, hvor vi vil præsentere mulighederne for Jer.

For at få den mest korrekte vurdering af lejlighederne, og for at undgå uoverensstemmelser i forbindelse med salg af lejligheder, arbejder vi også på at få syn og skøns mand med i salgsprocessen.

Med disse ord er det bestyrelsen forhåbning, at vi går et konstruktivt år i møde med mange spændende tiltag.

Mvh. Bestyrelsen
A/B Tårnparken