Beretning 2015

Hovedoverskriften for 2015 har igen været vedligeholdelse. Det primære arbejde har omhandlet facaderne, men der har også været plads til andre projekter.

Afslutningen af facaderne på blok B gjorde, at vand og varme regnskabet for 2014 trak ud. Det blev først afsluttet i juli måned. Dette skyldtes, at vand og varme brugt under renovering af facaderne skulle afregnes seperat.

I november 2015 blev der afholdt ekstra ordinær generalforsamling for at modtage fuldmagt til at optage lån til renoveringen af altaner i blok A, samt renovering af vest facaderne. Lånet er blevet optaget, og bestyrelsen og administrator arbejder nu med udbudsmateriale i samarbejde med entreprenør, samt arbejdet med at finde de rette underleverandører.

I 2014 etablerede vi solcelleanlæg på Blok B. Dette anlæg har kørt på fuld kraft i hele 2015. Allerede i april måned producerede anlægget mere strøm, end der benyttes på vores fællesarealer. Vi bliver kompenceret for den overskydende strøm af energinettet.

Bestyrelsen besluttede i 2015 at nedlægge nogle fælles kælderarealer for at konvertere disse til udlejningslokaler. Lokalerne vil så hurtigt som muligt blive udbudt til ventelisten.

Økonomisk har 2015 været som forventet, og årets valuarvurdering viser en lille stigning, som det fremgår af regnskabet. Der er solgt 24 lejligheder, heraf en til sammenlægning og endelig er en leje lejlighed overgået til andel. Det betyder, at der nu er 10 leje-lejligheder tilbage.

På generalforsamlingen i 2015 var der en del debat om beplantningen mellem Gyvelvej 10 og Gyvelvej 8. Specielt de store birketræer var under kritik. Bestyrelsen har tidligere modtaget tilbud på udskiftning af de store træer. Et tilbud i omegnen af 500.000kr. Derfor er det tidligere besluttet ikke at ændre på dem. Træerne fik dog en hård medfart i forbindelse med snestormen i november 2015, og mindst et træ har været udsat for hærværk. Derfor vil vi få en gartner til at se på, hvilke muligheder vi har inden for almen vedligeholdelse til enten at beskære eller fælde træerne.

Af yderligere projekter for 2016 ser vi bl.a. på:

  • Etablering af elektronisk overvågning af varme, vand og strøm forbrug på fælles arealer
  • Mulig fjernaflæsning af vandmålere i lejligheder

Bestyrelsen deltager stadig i de løbende møder, der afholdes omkring bygningen af den nye svømmehal. Som det har været fremme i pressen, har der været problemer med at finde kvalificerede entreprenører gennem udbuddet. Roskilde Kommune forventer stadig at komme igang med arbejdet i 2016.

Endeligt vil bestyrelsen henvise til, at alle beboere læser vores ordensreglement, og vi vil fra bestyrelsen minde om, at vi alle er ansvarlige for foreningens ve og vel, så vi opfordrer til, at vi hver især tager ansvar og prøver at løse eventuelle udfordringer i fællesskab.

Med disse ord er det bestyrelsen forhåbning, at vi går endnu et konstruktivt år i møde.

Mvh. Bestyrelsen
A/B Tårnparken